Skanderborg og omegns Biavlerforening
Honningdagen i Skanderborg
Danmarks Biavlerforening havde opfordrede Lokalforeningerne til kraftig aktivitet i efterårsferien som led i markedsføringsprojektet for øget anvendelse af honning.
DBF bidrog med banner, T-shirts, reklamer m.m. Hertil en lille æske til børn med et spil, en lille opskriftsbog med information om bier og honningsmagsprøver og –bolsjer.
Skanderborg og Omegns Biavlerforening deltog med et arrangement på Skanderborg Kulturhus.
Det foregik lørdag den 18. oktober 2008 kl. 10 – 14.
Vi var 6 biavlere der mødtes kl. 8.00 for der var mange ting der skulle på plads.
Forud var gået meget forberedelse med kontakt til aviser og lokalblade, aftale med kulturhuset, kontakt til sponsorer, aftale om lån af biavlsmateriel, aftale med kok, opsætning af reklamer, almindelig planlægning og alle mulige andre gøremål.
Rammerne for arrangementet var et over 200 m2 dejligt, åbent og lyst udstillingsareal med udsigt ud over Skanderborg Sø.
De mange gode kvadratmeter gav mange muligheder, så i et afsnit af området havde vi opstillet en bigård med nyt og gammelt materiel og i et andet afsnit havde vi indrettet en biograf hvor vi viste Biernes By.
I det største lokale havde vi fremstilling af vokslys, prøvesmagning af honningøl og mjød, lille udstilling fra BiDro, salg og prøvesmagning af honning, salg og prøvetest af cremer, demonstration i fremstilling af honningtilberedt andebryst og laks, incl. prøvesmagning og endelig uddeling af de små æsker til børnene. Hertil kom to observationsstader.
Vi var meget spændte på om der ville dukke interesserede op, for ud over en cafe og en biograf var der ikke andre aktiviteter i bygningen. Dvs. at de besøgende faktisk skulle komme fordi de var interesserede i bier og honning. Kulturhuset ligger jo tilbagetrukket fra Allegade i Skanderborg hvor vi havde opsat banner og reklamebukke. Vi havde tidligere opsat plakater i de fleste institutioner i kommunen og i de fleste supermarkeder. Hertil kom en reklame i det lokale ugeblad.
Vi blev positivt overraskede over tilstrømningen. Et realistisk skøn over antallet af besøgende er ca. 300. (Det kan også have været over 350, men i hvert fald ikke under 250.) Vor mest optimistiske mål var 500 besøgende, men vi er meget godt tilfredse med det antal vi opnåede. Folk var meget interesserede og spørgelysten så de blev i udstillingen i lang tid. De besøgende fordelte sig temmelig jævnt over de 4 timer, så der var hele tiden en god aktivitet og leben. Selv om vi var 12 biavlere i gang da vi var flest, var der godt bud efter os alle det meste af tiden.
-oOo-
Kontakt bestyrelsen for yderligere oplysninger